Forside  Præsentation  Vedtægter  Nyhedsbreve  Bestyrelse  Medlemmer  Interesseområder Årsmøde Links Kalender
 
  

Vedtægter

§ 1

Selskabets formål er at fremme udviklingen af farmakoepidemiologi i Danmark for herved at bidrage til en hensigtsmæssig anvendelse af lægemidler. Selskabet kan søge at medvirke til undervisning og information af relevante faggrupper om farmakoepidemiologi.

Stk. 2
Farmakoepidemiologi betragtes af selskabet som studiet af markedsføring, distribution, ordinaten og brug af lægemidler i et samfund, med speciel vægt på de sundhedsmæssige, sociale og økonomiske konsekvenser.

§ 2

Selskabet arrangerer mindst et årligt videnskabeligt møde.

Selskabet forestår udveksling af navne, adresser og arbejds-/interesseområder mellem medlemmerne.

§ 3

Selskabet er åbent for alle, med interesse for det farmakoepidemiologiske arbejdsområde. Anmodning om optagelse stiles til bestyrelsen og sendes til sekretæren. 

Udmeldelse af Selskabet skal ske skriftligt til sekretæren. Som udmeldt betragtes den, der ikke har betalt kontingent i to konsekutive perioder.

Stk. 2
Indstiftelse af eventuelle internationale relationer skal godkendes af generalforsamlingen.

§ 4

Kontingentet fastsættes for et regnskabsår ad gangen på den ordinære generalforsamling, der afholdes før det pågældende regnskabsår. Regnskabsåret følger kalenderåret.

§ 5

Selskabets øverste myndighed er generalforsamlingen. Selskabet ledes af en bestyrelse, der består af fem medlemmer. Bestyrelsens enkelte medlemmer vælges på en ordinær generalforsamling ved relativt stemmeflertal[1]. Hvis antallet af foreslåede medlemmer overstiger antallet af ledige bestyrelsespladser, skal afstemningen ske skriftligt. Ethvert medlem af Selskabet kan vælges til bestyrelsen. Forslag til bestyrelsesmedlemmer må være den siddende bestyrelse i hænde senest 3 uger før generalforsamlingen og skal af bestyrelsen udsendes til medlemmerne senest 14 dage før generalforsamlingen. Hvis skriftlig afstemning skal finde sted, kan de fremmødte på hver stemmeseddel maksimalt opføre det antal navne, der svarer til antallet af ledige bestyrelsespladser. Fraværende medlemmer kan afgive stemme om dette og andre spørgsmål på generalforsamlingens dagsorden ved skriftlig meddelelse til bestyrelsen eller skriftlig fuldmagt til et mødende medlem.

Valg af bestyrelsen gælder for to år. Tre af bestyrelsens medlemmer skal dog ved Selskabets stiftelse vælges for tre år. Umiddelbart genvalg kan finde sted én gang. Bestyrelsen konstituerer sig med en formand, en sekretær og en kasserer.

Generalforsamlingen vælger foruden bestyrelsen en revisor og en revisorsuppleant ved mundtlig afstemning. Valgene gælder for tre år ad gangen med ret til genvalg.

Blandt de opstillede, som ikke opnår valg, tildeles de to, som får højest stemmetal, poster som hhv. første og anden suppleant. Suppleanterne erstatter bestyrelsesmedlemmer, som før deres valgterminsudløb ikke ønsker at fortsætte.

§ 6

Selskabet afholder én ordinær generalforsamling årligt, almindeligvis i efteråret. Generalforsamling i lige årstal afholdes i hovedstadsområdet, mens generalforsamling i ulige årstal afholdes vest for Storebælt. Generalforsamlingen skal indkaldes med mindst 28 dages varsel. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges ved stemmeflertal. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig ved simpelt stemmeflertal. På generalforsamlingen skal følgende punkter behandles: 1. Valg af dirigent, 2. Valg af bestyrelse, 3. Formandens beretning om Selskabets virksomhed, 4. Selskabets stående udvalg og råd aflægger rapport, 5. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab til godkendelse, 6. Valg af revisor, 7. Eventuelt.

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med mindst to ugers varsel af bestyrelsen, enten på dennes initiativ eller såfremt mindst seks af Selskabets medlemmer skriftligt overfor bestyrelsen har anmodet herom. Anmodningen skal indeholde motivet til den ekstraordinære generalforsamling, der skal finde sted senest tre uger efter anmodningens fremsættelse. Den ekstraordinære generalforsamling er beslutningsdygtig ved simpelt stemmeflertal.

§7

Selskabet er tilknyttet International Society of Pharmacoepidemiology (ISPE) som National Chapter. Formålet er at profilere Danmark som et farmakoepidemiologisk aktivt land og at sikre kontakt til udenlandske grupper. Det indebærer:

1. Selskabet har ret til at anvende ISPEs logo, forudsat det fremgår at materialet hidrører fra selskabet og ikke fra ISPEs bestyrelse.

2. Selskabet må ikke programsætte aktiviteter som er i konflikt med deltagelse i ISPEs møder, herunder den årlige International Conference of Pharmacoepidemiology.

3. Bestyrelsen skal hver 1. juli fremsende en rapport til ISPE indeholdende kalender med beskrivelse af det forløbne års aktiviteter, ændringer i love eller formålsparagraffer samt en opdateret liste over medlemmernes navne. Rapporten skal indeholde kopi af alt materiale hvor ISPEs logo har været anvendt.

4. Bestyrelsen skal to gange årligt udfærdige en aktivitetsrapport med henblik på offentliggørelse i Pharmacoepidemiology Newsletter (PEN). Mødeprogrammer fremsendes med henblik på arkivering samt annoncering i PEN.

5. ISPE skal forsynes med en permanent adresse, telefon og fax til selskabets sekretariat med henblik på kontakt til bestyrelsesmedlemmer. Med permanent forstås i denne sammenhæng en varighed af mindst 24 måneder. ISPE skal løbende orienteres om formandens og sekretærens navne og adresser.

§ 8

Vedtagelse af lovændringer kan kun ske på en generalforsamling, hvor mindst 1/3 af de ordinære medlemmer er repræsenteret og kræver yderligere mindst 3/4 af de afgivne stemmer.

§9

Selskabets opløsning eller sammenslutning med andre selskaber kan kun finde sted, såfremt forslag herom har været optaget på dagsordenen på en ordinær generalforsamling og drøftet på denne. Hvis forslaget vedtages, udsendes det til urafstemning blandt samtlige medlemmer og gennemføres ved bestyrelsens foranstaltning, hvis mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

§ 10

Selskabets sammenslutning kan kun ske med andre selskaber/foreninger med medicinske, forskningsmæssige eller sygdomsbekæmpende formål.

Eventuelle midler ved opløsning skal tilfalde almennyttige fonde eller foreninger inden for sygdoms- eller sundhedssektoren.

____________________

Som vedtaget af den stiftende generalforsamling den 9. november 1994

Revideret på generalforsamlingen den 13. november 1997

Revideret på generalforsamling 12. november 1998

Revideret på generalforsamling 16. november 2000


[1]Relativt stemmeflertal forefindes, når et forslag har fået flere stemmer end noget andet forslag, uanset antal af afgivne stemmer.

Opdateret den: 15. december 2004